Cancer.dk
Forside Brevkassen | Stil et spørgsmål 
  Søg | Se alle spørgsmål | Hyppigst stillede spørgsmål


Tilbage ...
Tilføj til bogmærker
Udskriv spørgsmål Udskriv spørgsmål
Email spørgsmål

Kan kemo påvirke raske celler, så patienterne vender med kræft nye steder?
Kategori:Andre spørgsmål Læst:244


Spørgsmål:
Min kræftramte veninde er efter operationer og kemo i 10 mdr nu sygdomsfri.
Hun er nu på rehabiliteringskursus i kommunen.

Der skulle en sygeplejerske fra en kræftafdeling have fortalt, at MANGE patienter vendte tilbage med kræft NYE steder, fordi kemoen havde ødelagt/muteret de raske celler.

Kan det virkelig være rigtigt?

Min veninde er præget af stor angst for tilbagefald, og har tidligere hørt hvad hun selv
tænkte, ikke hvad der blev sagt. Hun kom hjem efter kursus meget oprørt.

Svar:

Kære spørger
 
Tak for din mail til Brevkassen.
 
Jeg kan ikke forestille mig, at en sygeplejerske fra en kræftafdeling har sagt sådan, som du beskriver.
 
Hvis man deler udsagnet op, så kan man sige, at det jo desværre er rigtigt, at en del kræftpatienter på et tidspunkt får tilbagefald af deres sygdom, og at det typisk er i form af metastaser andre steder i kroppen. Dette skyldes, at kræftceller fra den primære kræft allerede havde revet sig løs fra det oprindelige sted, og slået sig ned at andet sted, og gået i gang med at dele sig for at blive til metastaser (datter-svulster).
 
Det er derfor, at det er ret afgørende, om kræften er lokaliseret ét bestemt sted og ikke har spredt sig på diagnose tidspunktet, så man kan operere dét væk, man kan se med det blotte øje. Det lyder det til, at man har kunnet i din venindes tilfælde. Ofte giver man så kemo efterfølgende i et håb om at slå de eventuelle få celler ihjel, som måtte være andre steder i kroppen, men som endnu ikke har dannet knuder, der kan ses med øjet eller på scanninger. Desværre er det ikke altid, at kemoen får has på sådanne celler, og så er det man kan risikere tilbagefald på et tidspunkt.
 
Den anden del af udsagnet er det med, at kemoen har ødelagt/muteret raske celler. Det er rigtigt, at mens man får kemoen, så går det også ud over de raske celler, som deler sig hurtigt og det er derfor nogle oplever hårtab, problemer med neglene, og generede slimhinder i mund, svælg, tarm og underliv. Alle de steder har vi nemlig celler, der deler sig hurtigt. Men det har ikke noget at gøre med, om kræften kommer igen eller ej. Og kemo ”muterer” ikke raske celler.
 
Det man kan risikere, og som nogen oplever er, at kræftcellerne udvikler resistens overfor kemoen, så den ikke længere hjælper. Så kan man i nogle tilfælde skifte til en anden slags kemoterapi, som så har en bedre effekt.
 
Det blev et lidt langt svar, og jeg håber det svarede på dit spørgsmål. Det er ikke sikkert, at min (lange) redegørelse er nogen særlig hjælp for din veninde, når hun lider af stor angst for tilbagefald og den bedste hjælp er måske bare at sige, at du har fået afkræftet den påstand, hun havde hørt.
 
Kemoterapi er ikke årsagen til at nogle kræftpatienter oplever at få tilbagefald.
 
Jeg linker her nedenfor til en tekst, som giver råd i forhold til at håndtere angst for tilbagefald. På siden kan man også se en film, hvor en psykolog fortæller om netop dette emne.
 
https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/hvis-du-har-kraeft/psykiske-reaktioner/angst/


Med venlig hilsen
 
Sidse Hertz Larsen
Brevkasseredaktør
Kræftens Bekæmpelse



Sendt:17-03-2019


Ændret:20-03-2019


Relaterede spørgsmål:
Der er ingen tilgængelige relaterede spørgsmål.

Tilbage ...
Tilføj til bogmærker
Udskriv spørgsmål Udskriv spørgsmål
Email spørgsmål


 

Privatlivspolitik
Henvendelser om persondata:
E-mail: persondata@cancer.dk
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk

Cookiepolitik