Spørgsmål:
Jeg er en arbejdsløs kvinde, nu sygemeldt, der blev opereret for lungecancer for 3 uger siden. Siden jeg blev arbejdsløs i juni2018 har min økonomi været anstrengt. Jeg har fået oplyst at jeg kan søge erstatning ved kritisk sygdom. Jeg er medlem af PenSam, Sygesikring Danmark gr. 2 og har en privat fritids/ulykkesforsikring i Alka. Kan jeg søge alle 3 steder, eller kan jeg kun få fra et af selskaberne?
Svar:
Kære Spørger Tak for din henvendelse til Brevkassen. Du kan søge og få udbetalt ”Beløb ved Kritisk Sygdom” fra alle de forsikringer, som du har tegnet, forudsat at forsikringerne indeholder ”Beløb ved Kritisk Sygdom”, og at du opfylder betingelserne for at få udbetaling. Vær f.eks. opmærksom på, at ”Visse Kritiske Sygdomme” ikke er omfattet af Sygeforsikringen Danmarks gruppe 2. For at få dette beløb skal man have tegnet forsikringen særskilt. Du kan læse mere her: https://www.sygeforsikring.dk/tilvalg/vks Med venlig hilsen Sidse Hertz Larsen Brevkasseredaktør Kræftens Bekæmpelse
|