Familiær disposition |
Kategori:Forebyggelse af kræft |
Læst:1113 |
|
Spørgsmål:
Hej Kræftens Bekæmpelse.
Jeg mistede min mor (72 år) for 1½ år siden, af tarmkræft. Hun var nr.8 ud af en søskende flok på 8, hvoraf 3 har vi mistet til kræft og 1 er terminal. Derudover har en af mine kusiner, lige været igennem et kræft forløb, og venter på svar fra sidste scanning. Hun havde ved en samtale hos en læge, fået at vide at hun gerne måtte opfordre os til at være ekstra opmærksomme på symptomer - især tarm- og brystkræft, da det er de to former, der huserer i familien.
Nå, men mit spørgsmål går så på, om man kan rykke screeningen af tarmkræft frem - eks. til 2023, hvor jeg fylder 45 år? Jeg har været inde og læse lidt på symptomer - den jeg kan nikke genkendende til er tendens til hård mave/forstoppelse, - dog ved jeg at der kan være mange andre årsager hertil.
Jeg har bare lige brug for at rådføre mig med Jer, som ved en masse omkring emnet.
Svar:
Kære Spørger Tak for din henvendelse til Brevkassen. Når der er flere tilfælde af bryst- og tarmkræft i din familie, så kan det være en god ide at få en lægelig vurdering af, om der er grundlag for at tilbyde dig mere kontrol end andre får. Jeg vil foreslå dig at skrive en oversigt over de af dine familiemedlemmer, der har haft/har kræft samt notere, hvilken kræft de har haft/har. Derefter skal du tale med din praktiserende læge, som vil tage stilling til, om der er grundlag for at henvise dig til det, der kaldes genetisk udredning. Screeningsprogrammerne tilbydes bestemte aldersgrupper, og de tilpasses ikke individuelt, men via genetisk udredning kan man få at vide, om der er grundlag for en tættere opfølgning. Du kan læse mere om genetisk rådgivning og udredning på vores hjemmeside, som jeg sender dig et link til her: https://www.cancer.dk/hjaelp-viden/fakta-om-kraeft/aarsager-til-kraeft/aarsager-arvelighed/genetisk-raadgivning/ Du er også velkommen til at ringe til Kræftlinjen på telefon 80 30 10 30, hvis du har yderligere spørgsmål efter at have læst dette svar. Med venlig hilsen Sidse Hertz Larsen Brevkasseredaktør Kræftens Bekæmpelse
|
Sendt:02-09-2022
|
Ændret:14-10-2022
|
Relaterede spørgsmål:
Der er ingen tilgængelige relaterede spørgsmål.
|
|